Per Lyngby Tekst & Foto _______
Da jeg var teenager i 70'erne havde vi her i Farsø et lokalt band, Blackbirds. I lokalområdet havde gruppen idolstatus, når de spillede til ungdomsballer i forsamlingshuse eller på gymnasier og kroer. Gruppen spillede rock i den mere hårde stil, bl.a. med numre af Uriah Heep og Deep Purple.
I 1973 indspillede Blackbirds deres første single, Hey Hey What A Wonderfull World. Medlemmerne i gruppen havde selv skrevet nummeret, akkurat som det var tilfældet med B-siden, Sunny Days, som i mine ører var et bedre nummer end A-siden! Begge numre lå dog milevidt fra den hårde del af gruppens repertoire og gik mere i retning af engelske The Hollies med de flotte vokalharmonier.
Min første blog om Blackbirds kastede flere reaktioner af sig. Jeg sendte et link til Lassen Stefansen, som var hurtig til at svare. Han kunne korrigere med hensyn til indgangsplaceringen på Tipparaden, hvor det "kun" blev til en 3. plads. Til gengæld var gruppen med på salgslisten, Top 20, i tre uger, så den lille vinylskive fra Vesthimmerland solgte skam også! At der ikke kun var lokal interesse om gruppen vidner en lille epsiode om: Jeg lavede en pop-quiz på bånd til en tidligere kollega, som stammer fra det vestjyske. Mellem numre med Kinks, Neil Young, Strawbs og Deep Purple placerede jeg lidt drillende "Hey Hey..." med Blackbirds i den tro, at staklen ville være helt rundt på gulvet. Men det viste sig, at det
Overskriften passer fint, når man tænker på al den positive respons, der allerede er kommet på mine blogindlæg om Blackbirds. Gamle bandmedlemmer er så småt begyndt at stå på hovedet i gemmerne for at finde fotos o.l, og fra en af gruppens hardcore fans, Erling Bach, bagersøn her fra Farsø og i dag bosiddende i Ølstykke, er der også meldinger om nyt.
I slutningen af 60'erne købte jeg en brugt Teisco-guitar, en japansk guitar, som mange drenge erhvervede sig på den tid, hvor Gretsch, Fender og Gibson var drømmeguitarene, for dem der kunne spille. Det kunne jeg ikke. Slet ikke!
Blackbirds - reaktioner
I begyndelsen af august skrev jeg her på bloggen om Blackbirds. Det har givet en del reaktioner fra det ganske danske - og norske - land. Nedenfor kan du se et udpluk af, hvad folk har skrevet om deres oplevelser med Blackbirds:Lassen Stefansen, guitarist i gruppen:
Jeg husker dem, men jeg kan faktisk ikke huske nogen af deres numre. Ikke engang det de røg på hitlisten med.
(Lettere korrigeret 17. oktober efter oplysninger fra Lassen. Per)
I forbindelse med mine skriverier om Blackbirds er jeg kommet i kontakt med gruppens gamle guitarist, Lassen Stefansen (foto), som er "still going strong" med musikken. Han arbejder i dag som arkitekt i København, men sammen med den gamle Ozon-makker, Karl Pedersen, spiller han i bandet Pocobell.13. december
Blackbirds Mark I
Det er ganske sjovt, som min Blackbirds-blog fortsat bliver ved med at kaste reaktioner af sig. Senest har jeg fået mail fra Tage Dalby Andersen (foto th), som i sin tid var med til at danne gruppen. Han skrev bl.a.: "Jeg var sammen med min fætter, Niels Poulsen, med i Farsøbandet "The Blackbirds". Det blev startet i 1963/64 af Lassen Stefansen, lead-guitar, Claus Lilholt, trommer, Niels Poulsen, Rhytm-guitar og jeg selv på bas-guitar. Vi spillede indtil 1967, hvor Lassen og Claus gik sammen med nye medlemmer fra et andet band."
I sin mail skrev Tage også, at jeg var velkommen til at ringe til ham, hvis jeg havde interesse i at høre mere om den første udgave af The Blackbirds.
Tage Dalby boede i Øster Hornum, men havde tæt kontakt med sin fætter Niels Poulsen i Farsø. Derfor kom Tage med i gruppen, selv om det til tider kunne byde på lidt problemeer med transport til og fra Farsø. Det foregik som regel når der var familiebesøg, eller med tog fra Nibe til Farsø. Transport rundt til spillestederne blev også klaret i forældrenes biler: betjentens Volvo eller uddelerens Opel Kaptajn (foto herover). Man spillede i Østrup, Farsø, Nørager, Hvalpsund, Strandby o.l men også en enkelt gang i Nibe, bl.a. sammen med The Bongoes, ligesom det blev til optrædender i Øster Hornum og Godthåb (ved Svenstrup). 
Navnet The Blackbird blev valgt blandt flere andre, men at gruppenavnet skulle starte med "The", var der aldrig tvivl om. Repetoiret bestod af kopinumre med Rolling Stones, Searchers (Walk in The Room) , Defenders og Elvis. Sidste optræden med Mark ! var ifølge Niels Poulsen den 19. september 1967. Herefter gik Lassen og Claus sammen med Ole Høgh og Knud Søndergård fra et andet band.
--0--
11. december
De første solsorte
Dagens blog bliver ikke så lang, men den bliver fulgt op af en lidt længere i løbet af weekenden.
Forleden fik jeg nemlig en mail fra Tage Dalby Andersen i Øster Hornum. Han havde fundet vej til min blog og med interesse læst om The Blackbirds, som han faktisk selv var medlem af fra 1963 til 1967. Tages fætter, Niels Poulsen, var også med i gruppen, sammen med Lassen Stefansen og Claus Lilholt.
--0--
29. december
Strøm på guitaren...
I forbindelse med mine skriverier om The Blackbirds har jeg over nettet været i kontakt med Niels Poulsen (foto herunder), som var guitarist i den første udgave af gruppen.
Niels kunne bidrage med en sjov lille anekdote fra Blackbirdstiden:
- Farsø havde jo haft jævnstrømsværk, så mange radioer og diverse maskiner var beregnet både til jævnstrøm og vekselstrøm. Det var såkaldte "universal-apparater". Det betød bl.a., at Lassen Stefansens radio, som han brugte til forstærker (det var muligvis hans farfaders), også var sådan en. Den havde så den svaghed, at når stikket blev sat i "omvendt", så gav den stød, så det var ubehageligt at stå og spille ved siden af ham. Især en tid, hvor han yndede at lade en del strenge rage ud fra forskruningen på guitaren. Så blev vi både stukket og fik stød på samme tid! Men forsigtige var vi jo! Så Lassen blev anbragt oppe på en gummimåtte, og der kunnen han få lov at stå i fred! Sådan vedblev det indtil "PopRasmussen fra Silkeborg" (en vikar som boede på Hotel Farsø), forskrækket forlangte, at vi dels fik sat jordledning på de radioer, og dels begyndte at bruge "sikkerhedsledninger, som kunne brænde over, hvis strømmen blev for stor".
Fra Blackbirdstiden erindrer Niels også, at han havde en rørforstærker, som bestemt ikke kunne lide kulde. Så gav den sig til at pibe. Dens klanganlæg var ægte japansk med en lille mikrofon nede i en aflang kasse og en grammonfon-pickup. Undertiden blev den rystet for meget under transport og så slog fjedrene i den sammen, så den måtte åbnes.
December gav mig en masse nye informationer om Blackbirds - informationer, som for de flestes vedkommende er delt ud til denne blogs læsere.Kort før nytår sendte Lassen Stefansen mig en mail med et vedhæftet dokument, hvor han giver et personligt og meget flot tilbageblik over tiden med Blackbirds, som han var med til at starte - og med til at opløse. En tidsrejse gennem en spændende tid, hvor rock'n roll og rytmisk musik i det hele taget fik tag i ungdommen, ikke blot som passive lyttere, men også som aktive udøvere.
Jeg har tænkt over, hvordan Lassens tilbageblik skulle præsenteres - og er kommet frem til den konklusion, at det skal præsenteres samlet og ikke i små blogbidder. Klik derfor på billedet her nedenunder for at åbne eller downloade et pdf-dokument med 7 siders Blackbirds-nostalgi.
I alt nåede Blackbirds at udgive 3 singleplader: 1. Hey Hey What A Wonderfull World/Sunny Days. 2. Goin' Home/Make Me Feel Much Better og 3. Clap My Hands/Country Girl. Kun den første nåede ind på datidens hitlister, og det var formentlig også den, som solgte bedst.
Min gamle ven Herluf Høgh skrev til mig, at han for et års tid siden fandt den første single på nettet, hvor den net(!)op var solgt på en auktion for 20 kr! Jeg har selv forsøgt at søge efter gruppens udgivelser på nettet - her i slutningen af 2009 er det kun lykkedes mig at finde den sidste plade, som man i en engelsk antikvarforretning kan erhverve sig for små 300 kr!
Og så var det ikke kun politikeren Erhard Jacobsen, som kunne løbe tør for benzin i forbindelse med vigtige og afgørende sager (jordskredsvalget 1973). Tag nu f.eks. nedenstående lille historie, som Herluf Høgh har sendt til mig i anledning af mine bloggerier om The Blackbirds:
"Jeg kunne faktisk godt huske de blev nr. 3 på "listen". Den dag/aften var vi nogen stykker samlet hos Basse (husker ikke om du var i selskabet) . Musikken skulle indtages sammen med lidt øl og efter lodtrækning blev jeg på Jarrits knallert (Gilera), sendt til købmanden i Trend efter 15 stk. af slagsen. Efter investeringen hos Borup drog jeg atter mod Farsø, men skæbnen ville t knallerten løb tør for benzin på Gunderupgårds Mark og jeg nåede aldrig hjem og hørte Blackbirds i radioen, men øllet fik vi..senere-- "
Jeg husker heller ikke selv, om jeg var i selskabet, men det kan jeg sagtens have været. Tak til Luffe for den lille historie.
Nedenstående bringer jeg så min egen helt subjektive vurdering af de tre plader, som det blev til.
Den første single blev naturligvis imødeset med spænding, og den iørefaldende titelsang gik da også rent ind hos mange - også andre end os lokale. Som jeg tidligere har skrevet, synes jeg egentlig at B-siden er et mere helstøbt popnummer. Begge numre er i øvrigt forsynet med strygere og blæsere med Steen Holkenovs orkester. Disse arrangementer blev lagt på, efter at Blackbirds havde brugt en dag i studiet og var kørt hjem til det jyske igen.
Anden single er egentlig den, som rammer gruppens stil bedst. A-siden er en gedigen rocker, "Goin' Home", skrevet af engelske Dave Cousins. Og det var vel egentlig som hårdtspillende rockbands, de fleste af os kendte Blackbirds. De havde dog også en svaghed for flerstemmig vokal, og det demonstrerer deres anden singles B-side flot med den smukke "Make Me Feel Much Better". En sang med tydelig påvirkning fra vokalharmoniernes engelske mestre The Hollies.
Endelig er der gruppens tredje udspil, nu på et andet selskab Den består af en A-side med rendyrket pop og en B-side med rendyrket country. "Clap My Hands" har egentlig nogle flotte vers, men i mine ører er omkvædet simpelthen for poppet og ude af trit med min opfattelse af gruppen. Country er ikke min favorit, så banjoen og countrystilen på B-siden er bestemt heller ikke min "cup of tea", men dog en smule bedre end A-siden.
Sidste udspil var sikkert også et sidste forsøg på at vride citronen. Men tiden var imod Blackbirds, som ikke kunne hamle op med epokens helt store danske band, glamrockerne The Walkers, som tromlede ind på hitlisterne i disse år - akkurat som Gasolin, som dog sang på dansk og leverede musik i en noget anderledes stil. Tiden med flotte vokaler og arrangementer var ved at rinde ud - lige om hjørnet bankede punkmusikken på døren - for til slut at sparke den ind og vrænge af det foregående årtis musik- og livsstil. Men det er en helt anden historie, som jeg ikke er den rette til at fortælle.
Til gengæld er guitarist Lassen Stefansen den rette til at fortælle om Blackbirds' storhedstid i 70'erne. Han har nedskrevet erindringer fra denne periode - erindringer som bloggens læsere kan se frem til at læse i begyndelsen af det nye år.
Efter et meget langt tilløb er Pocobell nu endelig ude med deres første CD: "1969". Numrene har allerede i nogen tid kunnet downloades på itunes, men nu kan man også købe skiven i fysisk form.Forleden dumpede CD'en så i min postkasse, og den fik straks lov at snurre i bilens CD-afspiller, medens jeg rullede de 25 kilometer til min arbejdsplads. Efter at have hørt numrene i korte demoversioner var det velkendte toner, som strømmede ud. Og vellydende toner. Flotte melodier og med en rigtig god guitarlyd, hvilket måske ikke er så underligt, når det er de to gamle Ozon-guitarister Lassen Stefansen og Karl Pedersen, som udgør Pocobell.
"Fool For Your Love" har ligget på Youtube i længere tid, så det er et velkendt, men stadig rigtig godt nummer. "Cats In Berlin" har også været en af mine favoritter fra demoversionerne, desuden har "Freezing Cold", "Little Green Men", "Alex" og "You Said Goodbye" nu trængt sig på blandt favoritterne fra CD'en, som vist får fast plads i bilen et stykke tid. Det er en skive, som man bliver i godt humør af at høre - og en skive med melodier og lyd, som bestemt ikke fornægter den tid, som bandets to medlemmer oplevede i deres ungdomsår på begge sider af 1969.
Lyt selv til smagsprøver på alle 10 numre på mvh-music, hvor man også kan købe pladen i hardcopy-version. Kan bestemt anbefales til alle med hang til smukke melodier og gode guitarriffs.
Tirsdag den 16. marts var der en lytter som havde skrevet ind til Jørgen DeMylius i programmet Eldorado for at høre "Hey Hey What A Wonderful World" med Blackbirds. Jeg havde ikke selv lejlighed til at høre programmet, men min gode ven Ib har gjort mig opmærksom på, at Blackbirds var oppe at vende. Morten på 9 fortalte også, at der var en, som ringede og fortalte, at Blackbirds var i radioen. Sønnikke kan dog ikke lige huske, hvem det var, han hed. Måske Niels...?Eldorado er et af de programmer, som jeg af og til hører. For det meste, når jeg kører i bil. Det er et rigtig godt program, som kommer langt omkring i poppens og rockens vidtstrakte landskab. Og Jørgen DeMylius er jo en mand, som ved, hvad han taler om. Han har talt om den slags musik i 50 år og han har bestyret et utal af hitlister og musikprogrammer på radio og TV.
Ib kunne fortælle, at Mylle udover at spille nummeret også fortalte, at gruppen lå flere uger på hitlisten, og at den lavede to singler og at man også havde ventet en LP. Den kom som bekendt aldrig.
Nu kan man jo ikke forvente, at Mylle skal kende alt ned i mindste detalje, men Ib kastede sig da over tastaturet og skrev til ham med henvisning til thitind.dk, hvor der kunne findes mere information om Blackbirds.
Mvh. Allan"
Forleden modtog jeg en mail fra Ove Pedersen i Bjerringbro. Han havde vedhæftet en række billeder og udklip med Blackbirds, som han var og er stor fan af. Faktisk er det netop lykkedes ham at erhverve singlen "Hey Hey What A Wonderfull World" i en tysk udgave, hvor omslaget er anderledes en på den danske.Et af udklippene husker jeg ganske tydeligt - jeg tror det var "Vi unge", der bragte artiklen om beatbandet Blackbirds fra Farsø. Jeg købte i sin tid selv bladet, og var vel lige som så mange andre spændt på, hvad der blev skrevet om de lokale helte. Udpræget positiv kan man vist ikke kalde artiklen, som næsten vrænger på næsen af disse fyre fra provinsen, som åbenbart ikke faldt i københavnernes smag - hvis man skal tage teksten til troende. Specielt vendingen om, at "Phil Spector ville have grinet sin røv i laser" gjorde mig fortørnet på egne og gruppens vegne.
Ove Pedersen, som boede i Aars, var selv aktiv musiker i bands som Foxie og Thirty Years After - bl.a. med brødrene Hans og Anders Nøhr Eriksen som medlemmer (se mit rockleksikon under Sea Train eller blog den 15. november 2009). Ove er udlært typograf hos Rabøl her i Farsø, han overtog pladsen efter Claus Lilholt, og har bl.a. også sendt fankort, som Blackbirds fik produceret omkring tiden, hvor de udgav deres tredje og sidste single.
En af bloggens læsere, Ove Pedersen, som jeg fejlagtigt i en tidligere blog har bosat i Bjerringbro, når han nu bor i Viborg, har igen sendt et par interessante ting om Blackbirds.Som man vil kunne se på billedet, er Blackbirds udvidet fra kvartet til kvintet, idet Poul Rasmussen er kommet med på keyboards. Fra venstre ses: Poul Rasmussen, Lassen Stefansen, Claus Lilholt, Ole Høgh og Knud Søndergård.
--0--
19. september
Richard fra Blackbirds
I går var jeg til 50 års jubilæum på mit gamle gymnasium i Aars. En sjov oplevelse, hvor man ikke bare mødte gamle lærere og folk fra sin egen gamle klasse, men også fra andre klasser og en masse folk fra Farsø og omegn.
Blandt de mange gæster ved festen i Aars var også Richard Petersen - tidligere bassist i Blackbirds. Det blev til en hyggelig snak om musik både før og nu. Richard, eller Jens Richard, som han egentlig hedder, spillede efter Blackbirds med i Lucky Lips med Blackbirdstrommeslageren Ulrik Nordam. Senere blev det et popband ved navn Candy og senere igen funkbandet Cue, tror jeg, det hed.
I dag er Richard Petersen bosat i København, hvor han er medejer af lydstudiet Dubberman, som står for at lægge danske stemmer til bl.a. tegnefilm. Musikalsk er han aktiv igen, i bandet All Stars United, som med 13 mand besætning og kendte sangere som solister kan fyre op under enhver fest.
9. oktober
Blackbirds på CD
Naturligvis er det på vinyl, vi kender Blackbirds, som udsendte deres 3 single-plader (45’ere) i midten af 1970’erne.
Men den vesthimmerlandske gruppe optræder også på en enkelt CD - en såkaldt compliation “Det bedste af dansk musik 1971-76”, som er udgivet af Egmont Music Club og udsendt i 1998.
På CD’en er de vesthimmerlandske musikere repræsenteret med debutudspillet “Hey Hey What A Wonderful World”, og de er kommet i fint selskab med bl.a. Shu-Bi-Dua, Gasolin, Sebastian, Røde Mor og Alrune Rod.
I denne sammenhæng må Blackbirds betegnes som et lille kuriosum. På CD’en findes også en række andre grupper og solister, som nok mest er kendt i andre sammenhænge: Passport, som senere blev til Shu-Bi-Dua. Stig & Sten, som dækker over Stig Kreutzfeldt og Steen Toft Andersen. Los Valentinos som spillede instrumentalmusik og havde Claus Asmussen, Niels Tuxen, Per Stan og Tommy Seebach i besætningen. Nuts med bl.a. Jarl Friis Mikkelsen, blev senere til Kester, som var meget inspireret af Shu-Bi-Dua.
I covernoterne, som der ikker er angivet forfatter på, skrives der om Blackbirds:
Blackbirds debutsingle “Hey Hey What A Wonderful World” blev meget positivt modtaget og skabte store forventninger til en kommende LP. Det blev dog aldrig til en LP, men kun 2 singleudgivelser mere: “Goin’ Home” og “Clap My Hands”.
Man kan se billederne i større format ved at klikke på dem.