For bare nogle få år siden, skulle der mindst 5 vilde (cirkus) heste til at trække mig op af lænestolen, når der kom cirkus til byen. I familien var det lidt af en kamp, om det var mor eller far, som skulle ledsage børnene til cirkuspladsen. Dog med en enkelt undtagelse: Cirkus Charlie! Dette hyggelige lille danske cirkus med Einar Trie som direktør og klovnefiguren Charlie med det klassiske stige- og klarinetnummer har altid været hele familiens favorit.

 

Men ellers var de store cirkus simpelthen bare for meget. For meget glimmer. For meget stads. For meget ingenting!

 

Sådan er det ikke længere! I hvert fald ikke i min optik.

 

Gennem de senere år har jeg oplevet, at cirkus er blevet moderne. Bevares der er stadig masser af glimmer og stads, men i manegen er der fuld drøn på, der er flow i forestillingen og både store og små føler sig godt underholdt. Og i en tid, hvor digitale og elektroniske medier står for størstedelen af moderne underholdning, er det faktisk imponerende og ganske charmerende at opleve rigtige levende mennesker optræde. Der ligger ofte mange timers sur træning bag numrene, og det er herligt at opleve den umiddelbare glæde, når svære ting lykkes, akkurat som det er befriende at opleve, at der også kan kikses: Jongløren kan tabe en bold, trapezkunstneren misse en modtagning (heldigvis er der net under) eller hesten rider ikke lige den vej, man havde planlagt.

 

Og så er der heldigvis kommet rigtige cirkusmusikere i teltene igen, modsat en periode for nogle år siden, hvor musikernes fagforening vist nok satte en stopper for brug af østeuropæiske cirkusmusikere. Det resulterede i nogle år med musik på bånd eller CD. I dag er musikerne heldigvis tilbage, og det er en fornøjelse at opleve timingen og samspillet med artisterne i manegen.

 

Nu står jeg klar, når cirkus kommer til byen. Mine personlige favoritter er Cirkus Charlie og Cirkus Dannebrog. Men jeg er sikker på at Benneweis, Arena Mascot og alle de andre også leverer varen.

 

Stuuur, stuuur nummer og god fornøjelse i cirkus.

 

PS! I Cirkus Dannebrog er man velkommen til at fotografere. Nedenstående er fra deres forestilling i Farsø juni 2009.

 

 

Har man øjnene med sig, når man går en tur i Farsøs langstrakte hovedgade (I alt 2 kilometer fra rundkørsel til rundkørsel) vil man på Søndergade kunne opleve en del af byens historie. Alt sammen i en undseelig port og et lavt vindue ud mod gaden.

 

 

Adressen er Søndergade 21, hvor dyrlæge Hans Jensen og hustru havde deres hjem indtil 1930, som der står over porten. Dyrlægeparret var i øvrigt også forældre til forfatterne Johannes V. Jensen og Thit Jensen. Fødehjemmet til de berømte forfattere  ligger lidt sydligere i byen og på den anden side af gaden. I dag  er dette hus indrettet til museum for Johannes V. Jensen.

 

Men tilbage til Søndergade 21, hvor tidligere malermester Alfred Rasmussen bor og udfolder sig. Evnen til at svinge en malerpensel, også i mere kreativ retning, fornægter sig ikke hos den for længst pensionerede maler. På begge side af porten kan man beundre motiver hentet fra Farsø. Den nordlige del er smykket med et parti fra søanlægget i Farsø, medens den sydlige del er helliget et motiv fra Farsø, som byens hovedgade så ud omkring år 1900, bl.a. med Johannes V. Jensens barndomshjem.

 

Forlader man porten og går til venstre vil kan man i et lavt vindue se små modeller af historiske huse fra Farsø, bl.a. den for længst nedrevne præstegård, som lå midt i Farsø og den smukke gamle station, der efter privatbanens nedlæggelse fungerede som posthus i en årrække. Desværre er også den revet ned.

 

Som de fleste andre er også jeg fascineret og betaget af mulighederne med digital fotografering. Det er et område, hvor teknikken konstant udvikles og hvor kameraproducenterne lancerer nye modeller i et tempo, som kan give åndenød. Og lommesmerter, hvis man partout skal have nyeste model på hylden….

 

Gennem mit arbejde på en efterskole kom jeg allerede tidligt i gang med digital foto. I første omgang med et Agfa-kamera, uden indbygget skærm og med en beskeden opløsning, som jeg erindrer til at ligge omkring 1 MP. Kvaliteten var, målt med vore dages standard, ikke imponerende, men det var til gengæld muligheden for at tage et billede og få minutter senere sætte det ind i et dokument eller lignende.

 

Den lokale fodboldklub laver hvert år en årbog med fotos af alle hold. Også her blev den digitale teknik taget i anvendelse. Et HP-kamera med 2,1 MP, zoom og indbygget skærm. HP’en tog fantastiske billeder, men var dog hæmmet af et enorm strømforbrug. Det oplevede jeg f.eks. i forbindelse med indendørs optagelser til et fodboldstævne. Den indbyggede skærm var i brug og det samme var blitz’en. Trods nye batterier (godt nok af billigt mærke) formåede kameraet blot at tage 3 billeder, før alt gik i sort! Heldigvis var der et brugbart billede mellem de 3, som trods alt kom på kortet.

 

Senere blev det til et par kompakte Nikon-kameraer, som løftede kvaliteten og fotoglæden. Nu med imponerende 4 MP og med skærm, zoom og hukommelseskort. Et par små lommevenlige Sony-kameraer kom også i fototasken på skolen sammen med et Canon G3 – alt sammen købt brugt til fornuftige priser.

 

Mit første indkøb til mig selv blev et Konica-Minolta A2, som med 8 MP overtrumfede alt og alle. Dertil kom en fantastisk manuelt betjent zoom, som svarede til 28-200 mm på et analogt spejlrefleks. Et hav af knapper tiltalte den teknikfikserede del af mig, men betjeningsmæssigt var kameraet ikke nogen hurtigløber, når der f.eks. skulle fotograferes sport. Og billedkvaliteten var faktiske ikke bedre end på de små kompakte, jeg allerede havde prøvet.

 

Som gammel analogfotograf med masser af spejlrefleksudstyr, der nu lå og samlede støv, var konsekvensen naturlig, da digital spejlrefleks kom indenfor økonomisk rækkevidde. Canon satte standarden med deres 300D, men Nikon fulgte snart efter med deres klassiker D70. Et robust kamera med god ergonomi og en rigtig flot billedkvalitet – også ved høj ISO. Hertil hurtig autofokus og mulighed for at skifte objektiver. Faktisk kunne det topmoderne kamera bruge Nikon-objektiver helt tilbage fra 1959 – dog med visse begrænsninger med hensyn til lysmåling og autofokus.

 

De gamle objektiver kom igen til ære og værdighed – et par nye blev købt til og fototasken blev stadig tungere.

 

I dag bruger jeg stadig A2’eren og D70’eren, dog mest som rejsefæller og back up til Nikons D300, som er et meget lækkert kamera at arbejde med.

 

Men uanset alle tekniske fremskridt og forbedringer, gælder det fortsat, at det ikke er kameraet men derimod fotografen, som tager gode billeder.

På nettet er det et væld af fotosites, hvor man kan se og evt. selv få bedømt sine billeder af andre fotointeresserede. På dansk kan anbefales phosee.dk. Er man interesseret i at læse om nye kameraer og se debatfora indenfor de forskellige mærker og modeller, må dpreview.com være stedet.

Forleden kom jeg til at snakke om musik med en god kollega. Han fortalte, at det kom som en overraskelse for ham, da han fandt ud af, at ”Blinded By The Light” er et nummer skrevet af Bruce Springsteen.

 

Som mange andre, troede han, at Manfred Manns Earth Band stod bag nummeret, som de da også gjorde til et megahit i slutningen af 70’erne.

 

Det gav anledning til en hyggelig musiksnak, for det er jo lidt af et kendemærke for Manfred Mann at ”adoptere” en komponist og gøre hans numre til hits. Det gjorde gruppen allerede i 60’erne med Bob Dylan, som fik udødeliggjort og popdrejet klassikere som Just Like A Woman og Mighty Quinn af Manfred Mann. Senere blev gruppen til Manfred Mann’s Earth Band, stilen blev mere rocket og der kom synthesizer ind over. Den næsten 10 minutter lange ”Father Of DayFather Of Night” blev endnu en Mann-klassiker fra Dylans sangkatalog.

 

I mellemtiden var det amerikanske rockfænomen Bruce Springsteen dukket op på scenen – og straks udråbt som rockens nye Dylan. Meget naturligt kastede Manfred Mann sig over de flotte Springsteen-sange, og numre som ”For You”, ”Spirits In The Night” og hittet over dem alle ”Blinded By The Light” blev faste bestanddele i settet, når gruppen gav koncert. Nummeret kan findes på LP/CD'en "The Roaring Silence" fra 1977.